|
|
Rarbarberkage di EsrumVinforslag til desserten: Albana Passito, Albana Dolce, Birbet, Muscato D’Asti, Muscato Passito, Andante, Tokaji Harslevelü, Tokaji Aszu og selvfølgelig Selected Pickings - Sivo Pinot Gris - Ranina - Traminec - fra Radgonske Gorice. Min kære bror, er den lykkelige ejer af et utroligt smukt sted på den nordlige bred af Esrum sø. Sidst jeg var på besøg, havde han lavet denne helt pragtfulde rabarberkage, som vi to brødre nød i følgeskab med en passito; - mens alle vores sanser var vagt af denne pragtfulde natur og disse helt særegne og skønne landskaber. Dej: 150 gr. smør. 150 gr. stødt melis (sukker). 150 gr. mel. 2 æg. 1/2 tsk. bagepulver. Mandelflager og persukker til pynt. Fyld: 500 gr. rabarber (gerne vinrabarber) skåret i mindre stykker. 175 gr. stødt melis (sukker). 50 gr. rosiner. korn af 1/2 til en hel stang vanilie. 3 spsk. vand. 2-3 spsk. portvin, vinsanto eller passito, der dryppes over kompotten efter fyldet er fordelt i formen.
Kom de skårne rabarber, vand, sukker, vanilie og rosiner i en tykbundet gryde. Bring langsomt kompotten til kogning og lad den simre under svag og jævn varme i ca 10 min. Rør smør og sukker godt sammen til en meget cremet masse. Under omrøring kommes æggene i - et af gangen. Vend mel og bagepulver i blandingen og få dejen til at samle sig. Lad dejen eventuelt trække i en halv times tid. Fordel 2/3 af dejen i en tærteform/springform, - er lidt svært - hav evt mel på fingre eller brug glat palet.Derefter fordeles rabarberkompotten henover. Dryp vinen hen over kompotten. Fordel resten af dejen ovenpå rabarberkompotten, - dog uden at dække. Drus tærten godt med mandelflager og perlesukker og bag den gylden ved 200 grader i 35 til 40 min. Serveres gerne lunken med kold føldeskum i blandet en lille bitte smule sukker eller creme fraiche.
|
